Rævens dværgbændelorm - Papilloner - Kig gerne forbi vores dejlige hunde

Gå til indhold
Papilloner



11-02-2014


Fødevarestyrelsen udvider anbefalinger om ormebehandling af hunde

Nyt fund af rævens dværgbændelorm, cirka 100 kilometer fra tidligere fund, får Fødevarestyrelsen til at udvide anbefaling om ormebehandling til hunde, fra kun at gælde Tønder Kommune til at gælde hele landet.

D T U Veterinærinstituttet har påvist rævens dværgbændelorm i en ræv fra Utoft ved Grindsted, hvilket er cirka 100 kilometer fra det område nær Højer i Sønderjylland, hvor sygdommen er blevet påvist i syv ræve siden overvågningsprogrammet begyndte i september 2011.

På baggrund af denne spredning formoder Fødevarestyrelsen, at sygdommen er mere udbredt end først antaget, og finder det derfor nødvendigt at udvide de nuværende anbefalinger på området, da sygdommen kan smitte til mennesker.

I forvejen anbefalede Fødevarestyrelsen, at man i Tønder Kommune regelmæssigt ormebehandlede hunde med særlig risiko for smitte med rævens dværgbændelorm. Hunde, der får lov til at færdes frit i naturen (herunder jagthunde), anses i denne forbindelse som hunde med særlig risiko for smitte. Endvidere anbefalede Fødevarestyrelsen, at jagthunde, der bruges til gravjagt i Tønder Kommune, vaskes efter jagten. Disse anbefalinger udvides nu til at gælde for hele Danmark.

Fødevarestyrelsens anbefalinger lyder nu:

At hunde fra hele landet, der får lov til at færdes frit i naturen (herunder jagthunde), ormebehandles regelmæssigt hver 4. uge.

At jagthunde, der bruges til gravjagt, vaskes efter jagt.


Fødevarestyrelsen anbefaler endvidere:

At alle hunde, der kommer fra eller har været i det centrale Europas bjergområder, og som kan have ædt mus eller andre gnavere, ormebehandles en til to dage inden hjemrejsen.

Du skal kontakte din dyrlæge, hvis du mener, at din hund skal ormebehandles.


Generelle råd der mindsker smitterisikoen:

Undgå så vidt muligt, at din hund æder mus og andre gnavere, som kan være mellemværter for parasitten.

Vask din hund når den har været i kontakt med ræve eller rævens ekskrementer.

Overhold Fødevarestyrelsens køkkenhygiejneanbefalinger om skyl frugt og grønt.
Tilbage til indhold